Onsdag 16. september 2026
Billederne er taget af Jesper Vincentz og Torben Pedersen
Fem uger efter, vi kvalificerede os som vinder af Vest-puljen, skulle medaljeslutspillet endelig afvikles på Odense Eventyr Golf i weekenden. Holdet bestod af Sara, Josephine, Linette, Katrine og Camilla.
Semifinalen
Lørdag kl. 7.30 gik starten til formiddagens to foursomes i semifinalen mod Køge. Josephine og Linette kom på en stor opgave. Med 3 huller tilbage og 2 ned lignede det, at Køge skulle hente de første point i semifinalen. Josephine og Linette lavede dog et vildt comeback og vandt hul 16, 17 og 18 og snuppede dermed begge point. I den anden foursome var Sara og Camilla meget velspillende mod et stærkt Køge-par. Efter en tæt afgørelse vandt de 1/0 på hul 18, og stillingen var 4-0 ved frokost.
I eftermiddagens singler satte Camilla hurtigt to point på kontoen med en 6/5-sejr. De sidste tre singler viste sig at være præcis lige så tætte som forventet. Køge spillede enormt skarpt og vandt alle tre singler. Dermed endte matchen 6-6, og pladsen til finalen skulle afgøres i omspil. Camilla fik den direkte duel mod Køges Julie Frederiksen på hul 1, og Julie trak desværre det længste strå, og dermed tog Køge pladsen om guldmedaljerne.
En enorm skuffelse for os efter at have været så tæt på, men vi gik køjs med ambitionen om, at vi ikke skulle tage tomhændet hjem fra Odense.
Bronzekampen
Søndag stod den på bronzefinale mod Aalborg. Et hold, vi havde haft to tætte dueller med i puljespillet, som var endt med en sejr til hver. I foursomes viste Josephine og Linette vejen mod bronzen med en rigtig flot 5/3-sejr. Sara og Camilla skulle kæmpe hårdt i deres foursome, som var lige hele vejen til hul 18, hvor begge hold havde birdieputts på 6-7 meter. Vores blev holet, og vi kunne juble over at gå til frokost med en 4-0-føring. Katrine erstattede Sara i singlerne, og alle var topmotiverede for at hente bronzemedaljerne hjem, men vi var også klar over, at der skulle spilles meget god golf, før der kom metal om halsen.
Josephine satte hurtigt to meget vigtige point på kontoen med en storsejr på hul 14. Det sidste point skulle vise sig at være meget svært at få. Linette tabte sin match på hul 16. Camilla var 2 ned med 2 huller tilbage, men fik med en birdie på hul 17 matchen op ad hul 18. Bagved måtte Katrine se sin match stå helt lige efter hul 17, da Aalborgs Daisy Nielsen holede en 7 meter for birdie.

Omgivet af en vildt flot opbakning befandt begge singler sig på henholdsvis teestedet og greenen på hul 18, da det skulle afgøres. Camilla kunne med et parputt på en god meter sikre en delt match og dermed det afgørende 7. point. Bolden fandt heldigvis vej til bunden af koppen, og bronzemedaljerne var i hus. Katrine slog det endelige søm i kisten med en super flot 1/0-sejr lige bagefter.
Med en samlet 9-3-sejr over Aalborg kunne vi skåle på terrassen og fejre, at vi efter sidste års utaknemmelige 4. plads igen kunne tage medaljer med hjem til Vejle. Et sæt medaljer, vi er sindssygt stolte af, og som kun kan lade sig gøre med et stærkt sammenhold og en stor opbakning.
Der skal lyde en kæmpe stor tak til de klubmedlemmer og familie, som støttede og heppede hele weekenden i Odense. En opbakning, vi er enormt taknemmelige for. En særlig tak til Talal og Anders for jeres engagement, sparring og tålmodighed gennem hele sæsonen.
På holdets vegne,
Camilla