TLF. 75 85 81 85

IBÆKVEJ 46, 7100 VEJLE

Byggeprojekt med ”varm hal” til vinterarbejde i gang

Mandag 23. oktober 2023

Med oktober måneds komme er der sat gang i arbejdet, der til næste år vil give greenkeeperstaben en ”varm hal” med mere plads, og flere værktøjer og – ikke mindst – en bedre rumtemperatur for medarbejderne, der skal stå for vedligehold af maskiner, grej og klippeskær, præcis som en moderne og veldrevet golfbane kræver.

Der er tale om et byggeprojekt i mange faser, og i de indledende uger handler det om at pakke ned og flytte ud af de eksisterende lokaler. Der etableres midlertidigt værksted i ”Helmer Hansen Gården” overfor Korthulsbanen, hvor greenkeeperne kan varetage ”omstillingen” til vinteren, hvor bl.a. baneinteriøret vedligeholdes.
Greenkeeperne skal også hjælpe med det indledende arbejde til overdækningen af driving range, hvor der skal fjernes fliser og graves ud, inden entreprenøren tager over og støber fundamenterne.

Caddyrum 3 skal tømmes
Den varme hal kommer til at ligge, hvor det nuværende caddyrum 3 befinder sig, og for at flytte skabene, har alle berørte medlemmer fået en mail med en opfordring om at tømme deres skab senest den 5. november. I uge 45 flyttes skabene til deres nye placering, hvorefter medlemmerne har adgang til dem fra uge 46.

Entreprenøren går i gang med det nye byggeri fra uge 46, og ifølge tidsplanen afsluttes den varme hal med el-arbejdet i udgangen af januar måned, hvor greenkeeperstaben så kan tage de nye lokaler i brug og komme på plads, inden næste sæson starter op.