TLF. 75 85 81 85

IBÆKVEJ 46, 7100 VEJLE

Den Lille Kok udvider forretningen

Fredag 24. februar 2023

Vi nærmer os marts, og det betyder starten på en ny og oplevelsesrig sæson i golfklubben.

I de lokaler, som restauranten råder over, har Den Lille Kok haft travlt med at klargøre setuppet, så de er klar til at tage imod medlemmer og gæster, når græsset igen begynder at gro og de milde vinde blæser over golfbanen.

”Vi glæder os rigtigt meget til at komme i gang med sæsonen og møde medlemmerne igen”, fortæller Camilla Lysen på vegne af Den Lille Koks team af medarbejdere

Måske har du i dagspressen læst, at Den Lille Kok fra denne sæson overtager cafeen i Gyttegård Golf Klub, og det er ganske rigtigt, men det medfører ingen ændringer for medlemmerne af Vejle Golf Club.

Den Lille Kok er fortsat en del af Vejle Golf Club, som en hyggelig frokostrestaurant, hvor du kan spise lækker mad, købe mad med hjem og få skræddersyet en lækker menu til din næste fest eller firmaarrangement.

”Vi har fortsat hovedkøkkenet her i Vejle, og maden til selskaber, catering og golfklubbens arrangementer produceres fortsat herfra”, fortæller Camilla Lysen.

”Vi er rigtigt glade for at være i Vejle Golf Club, og nyder den gode atmosfære og alle de aktiviteter, som klubbens medlemmer skaber. Så det fortsætter vi selvfølgelig med”, siger Camilla Lysen.