Resultat, Herreholdet 2. division. Anden spilleweekend
Se alle Jørgen Paghs billeder fra søndagens runde i VGC
LØRDAG – UDE MOD BREINHOLTGÅRD
Endelig stod den igen på divisionsgolf, og Vejles herrehold drog mod Breinholtgård med troen på at hente vigtige point.
Desværre blev forhåbningerne hurtigt gjort til skamme i foursomes, hvor hjemmeholdet vandt alle tre matcher. Én match gik helt til hul 18, men her trak Breinholtgård også det længste strå. Trods opløftende spil og stærkt sammenhold måtte Vejle-spillerne gå til pause bagud 6-0.
Der skulle derfor leveres i singlerne, hvor alt stadig var at spille for. Men Breinholtgård viste igen stor styrke og tog de første tre singler. Dagens højdepunkt kom fra Johan ‘Lefty’ Christensen, der vendte sin match på fornem vis: Efter at have været 2 nede med 2 huller tilbage, kæmpede han sig tilbage og sikrede et enkelt point til Vejle. De sidste to singler gik dog også til hjemmeholdet, der med flot golf cementerede en overlegen sejr.
Vejle måtte derfor tage hjem fra det vestjyske med et klart nederlag på 17-1.
SØNDAG – HJEMME MOD VARDE
Søndag ventede en ny mulighed for point, da herrerne på hjemmebane tog imod Varde – et hold de delte point med i første spillerunde. Der var dermed lagt op til et vigtigt opgør, hvor 2 point kunne få stor betydning i kampen for overlevelse.
Foursomes startede lovende. Første match med Mikkel Iversen og Kasper Jepsen kom hurtigt komfortabelt foran og cruisede sikkert hjem. Det samme gjorde sig gældende i anden foursome, hvor Anders Kjeldsen og Nikolaj Rotbøl sikrede endnu en sejr. Den tredje match med Nicolai Dandanell og Johan Christensen skulle helt til hul 18, men efter at have været 2 ned med 2 huller tilbage fik de kæmpet sig til en delt match. Vejle kunne derfor gå til pause med en stærk 5-1 føring og god energi.
Desværre blev optimismen hurtigt udfordret i singlerne. Her blev det tydeligt, at det ville blive tæt, og Vardes spillere trak oftest det længste strå i de fem første matcher. Eneste lyspunkt var 1. single Kasper Jepsen, der leverede en overbevisende 6/5 sejr. Det var dog ikke nok til at sikre en samlet triumf, og Vejle måtte se sig besejret med 7-11.
Holdet står dermed under maksimalt pres før sidste spillerunde, hvor der skal hentes fuld gevinst for at holde liv i håbet om overlevelse i 2. division.
Sæson 2025, første spilleweekend
LØRDAG – UDE MOD VARDE
Herrernes førstehold tog lørdag hul på sæsonen med en udekamp mod Varde Golfklub. Vejret bød på kraftig vind og hurtige greens, hvilket satte ekstra krav til præcision og koncentration.
Foursome-matcherne var generelt tætte. Debutanten Nicolai Dandanell og den unge veteran Johan Christensen sikrede de eneste 2 point ud af 6 mulige, mens de to øvrige matcher desværre blev tabt med små marginaler. Det betød, at Varde kunne gå til pause med en føring.
I singlerne skulle der derfor rettes op, og endnu en debutant, Jesper Drongstrup, leverede varen med en sikker sejr og 2 point til Vejle. Herefter fulgte stærke præstationer i de næste tre singler, som tilsammen bidrog med 7 ud af 8 mulige point. Dermed blev det op til 1. og 2. singlen at sikre sejren, men her viste Varde-spillerne sig stærkest og trak det længste strå.
Kampen endte derfor uafgjort 9-9, og Vejle kunne tage ét vigtigt og velfortjent point med hjem.
SØNDAG – HJEMME MOD ESBJERG
Søndag ventede sæsonens første hjemmekamp på Sletten/Parken – en kamp, der var præget af ustadigt vejr, men stor gejst i truppen. Gæsterne fra Esbjerg mødte op med et stærkt hold, men motivationen var til at tage og føle på hos Vejles spillere.
Det blev tydeligt i foursomes, hvor Mikkel Iversen og Kasper Jepsen hurtigt kom 3 up efter fire huller og kontrollerede matchen derfra. En lidt usikker afslutning kostede et par huller, men de holdt fast og vandt 1/0. De to øvrige matcher bød på flot spil og endte med én sejr og én delt, hvilket gav Vejle en komfortabel 5-1 føring efter første runde.
Desværre blev singlerne en helt anden historie. Trods jævnbyrdige matcher og hård fight i samtlige seks opgør, manglede marginalerne hos Vejles spillere. Alle singler blev tabt, og Esbjerg vendte dermed kampen til en samlet sejr på 13-5.
Resultatet var en skuffelse, men holdet bevarer troen på overlevelse i den tredje bedste række. Særligt næste spillerunde – en vigtig hjemmekamp mod Varde – bliver afgørende for sæsonens videre forløb.