False

TLF. 75 85 81 85

IBÆKVEJ 46, 7100 VEJLE

1. division, damer

Fantastisk sæson af klubbens elitekvinders 2. hold

Med en 1. plads inden den sidste runde i 2. Division Vest, kunne Vejles elitekvinders 2. hold sikre sig oprykning til 1. division. Det krævede dog en svær sejr mod et stærkt og ungt hold fra Gyttegård - på deres hjemmebane.

Vejle Golf Clubs kvindelige 2. hold, bestående af Anne-Sophie Friis, Charlotte Ludvigsen, Charlotte Holst, Jeanette Egedal Henriksen, Camilla Christensen og Janneke Schiøler Andersen (ikke på foto p.ga. afbud i weekendens match)

Det var nok lidt af en overraskelse, for både spillere og ledere, at vi nu stod med muligheden for at rykke op. Hvilket nok især skyldtes forrige års udfordringer på holdet med skader og graviditeter, hvor der blev kæmpet for at blive i 2. division. Men det kan godt være, at skinnet bedrager – for selvom vi nogle gange er dobbelt så gamle som modstanderne, så besidder vi alle en vindermentalitet og fightervilje. Vi spiller for at vinde.

Der var en vis mængde sommerfugle og rumlen i maverne at spore hos os, da vi søndag morgen mødte op i Gyttegård Golf Klub, hvor den afgørende match skulle spilles. Og som morgenen skred frem blev der ikke færre sommerfugle at forholde sig til – for Gyttegård stillede med det helt store arsenal af tilskuere, trænere, caddies, holdledere og andet godtfolk på sidelinjerne. De var mødt op for at vinde! Men det var vi jo sådan set også… Så der stod vi på 1. tee; fem mere eller mindre modne damer fra Vejle Golf Klubs 2. hold - og skulle ud mod et noget yngre hold + en 40-60 tilskuere. Game on!

Charlotte Holst i 3. single startede som den første og længe var matchen meget lige. Men af erfaring vidste Charlotte, at hun blot skulle spille sit eget spil og vente på modstanderens fejl – for så at slå til… Hvilket lykkedes til fulde og med super flot spil vandt hun en sikker sejr på 4-2.

Anne Sophie Friis, vores 2. single, er et drønskarpt kort at smide på bordet. For med en stabil grundform og stærk mentalitet, så kan hun slå enhver i en hulspils-match. Men denne dag skulle hun op imod en utrolig god ung spiller med hcp. 1. Men Fie spillede fantastisk golf og vandt overbevisende 6-4. Så pludselig førte vi 4-0 og manglede blot lige en sejr mere, for at rykke op.

Men Charlotte Ludvigsen i 1. single skulle også ud mod en god ung spiller med + i hcp. – og desværre resulterede en iskold putter i et kedeligt nederlag på 4-6. Så nu stod den 4-2 til Vejle. Vores foursome med Jeanette Egedal Henriksen og Camilla Christensen skulle spille om 3 point, så selvom de delte matchen, så ville det stadig ende med en samlet sejr til os. Det blev godt nok spændende. Og hold op der var mange tilskuere, der tæt fulgte foursomen, hvor stillingen bølgede frem og tilbage.

Men Jeanette og Camilla er knivskarpe og kølige i nervepirrende situationer. De formåede at bevare presset på foursomen fra Gyttegård, der havde et par nervøse slag og puts på de sidste par huller. Så med 2Up til Vejle efter hul 16, kunne vi alle 6 (Camillas far kom og heppede) række armene i vejret og juble. Så hul 17 kunne spilles helt afslappet og det endte i en 2-1 sejr til vores foursome og dermed en 7-2 sejr – og oprykning til 1. Division. Det er ret vildt, når vi selv skal sige det.

Så fra næste år vil Vejle Golf Club både have et kvindehold i den bedste række – Santander, samt et hold i rækken lige under, nemlig 1. division. Og samtidig skal 1. holdet igen i år spille om medaljer i slutspillet. Så der er vist ikke så meget at diskutere, det har været en fantastisk sæson for klubbens elitekvinder.