TLF. 75 85 81 85

IBÆKVEJ 46, 7100 VEJLE

Hvornår må man slå sit næste slag?

Onsdag 11. juni 2025

Der er et stigende antal spillere på banen, der oplever at holdet bagved kommer til at slå tæt på, eller slå forbi, så spillere er i fare for at blive ramt af en golfbold.

Den slags situationer skaber utryghed – og det ønsker vi ganske enkelt ikke i Vejle Golf Club.

Derfor skal vi henstille til, at du først slår, når spillerne i flighten foran ikke kan rammes. Hvis du er i tvivl – så vent til de foran gående er sikkert udenfor rækkevidde. Ved slag ind til green, vent til alle spillere foran har forladt green og sikkert er på vej til næste tee. Her kan blot 15-20 sekunder gøre en afgørende forskel i forhold til tryghed og sikker afvikling af spillet.

Vi skal i samme åndedrag opfordre spillerne til hurtigt at forlade green og gå videre. Eventuelle diskussioner om antal slag eller andet, kan afgøres ved næste tee – ikke mens man står på green.

Ved spil op ad hullet minder vi om regel E5 – er din bold bortkommet, så sæt hurtigt en ny i spil, så flowet på banen ikke bremses!

Vis hensyn – og tag fornuften med på banen.

Vi ønsker alle en fortsat hyggelig golfrunde!