TLF. 75 85 81 85

IBÆKVEJ 46, 7100 VEJLE

Der er lunere vinde på vej

Fredag 16. februar 2024

Det er for tidligt!
Ja, ja, det ved jeg godt, men her i uge 7 begynder fornemmelsen for golfsæsonen stille, men sikkert, at snige sig ind på mig. Derfor står jeg torsdag eftermiddag i 8 graders varme på Korthulsbanen, der egentlig er alt for våd, i hvert fald til en spontan golfer i hvide sommersko.
Vejret er diset, som tegn på at fugtig varme i luften møder koldere jord, men duften er dejlig. Det dufter som dengang man i skolen for første gang blev tvunget til at gå udenfor i gymnastiktimerne, for at få noget ”frisk luft”, som læreren sagde var så sundt.

Efter et par huller er jeg godt i gang, og det er herligt at have banen helt for sig selv. Vejle Golf Clubs Korthulsbane er faktisk fantastisk, fordi dens layout er overskuelig, men alligevel ikke helt nem. Greens er små, og bestemt ikke flade, og derfor alletiders at træne på.
Selvfølgelig kan man se, at Korthulsbanen bliver rigtig flittigt brugt – dels fordi den er åben året rundt, og i vinterhalvåret skal aflaste den store bane, dels har Vejle Golf Club hundredvis af TRYOUT-medlemmer, der især i forår- og sommerperioden slider grundigt på banen.
Men, så gør både dig selv og banen en tjeneste; Læg bolden op og få et godt leje. Giv dig selv de bedste betingelser for at komme godt i gang med sæsonen. Grib wedge og putter, og træn din fornemmelse for de allervigtigste slag, når det kommer til at score; indspil og put!
Nåe ja, og du behøver selvfølgelig ikke gøre det alene. Golf er meget sjovere, når man er sammen – uanset om man spiller ”for alvor” eller træner.
Efter en god halv time har jeg spillet runden færdig, skridttælleren roser mig, og jeg har sådan en god fornemmelse i kroppen af, at regntiden nu er ovre, og det går i den helt rigtige retning, med lunere vinde og højt humør.

PS. Jeg fik birdie på hul 8!

PSS: Ifølge vejrudsigten bliver fredag den varmeste dag i uge 7 med op til 12 graders varme. Lørdag spredes skyerne, og solen kommer til at skinne på Korthulsbanen.