TLF. 75 85 81 85

IBÆKVEJ 46, 7100 VEJLE

TRIO-banen åben til sommergreens

Torsdag 25. februar 2021

Fra torsdag den 25. februar åbner Trio-banen med spil til sommergreens.
"Det er lidt usædvanligt med forårsvejr i februar, men vejrudsigten den kommende uge fortæller om tørvejr, vind og plusgrader, og derfor kan vi tillade spil på 18-huller og greens", fortæller chefgreenkeeper Kristoffer Harreby.
Dog er der tre greens på Trio-banen, der foreløbigt forbliver lukkede, nemlig Sletten 3 og 5, samt Parken 4. På billedet, der er taget i dag, onsdag, kan du se, at der stadig ligger sne i bunkeren og udenfor greenen på Sletten 3. På disse tre huller skal der spilles til provisoriske greens for at skåne banen.

I den kommende tid vil vejret have stor indflydelse på, om vi kan holde banen åben. Det er ekstra ressourcekrævende, men vi gør det selvfølgelig, fordi vi gerne vil give golfspillerne muligheden for at komme på banen. Husk dog, at der skal anvendes måtte på alle tee-stederne, og også gerne over hele banen. Husk at rette nedslagsmærker og lægge evt. opslåede turfs på plads. Husk at hænge måtten på plads efter brug.
Stativet med måtter står ved klubhuset på vejen fra p-pladsen ud til banen. Her er også spray til afspritning af måtte.

Vi håber golfspillerne vil have forståelse for, at banen kan blive helt eller delvis lukket ned med kort varsel, når hensynet til banen nødvendiggør det, appellerer chefgreenkeeperen. Det kan blive aktuelt om en uges tid, hvor der meldes om risiko for nattefrost.
Vi gør os umage for at informere om banenforholdene, både på hjemmesiden og ved skiltning.

Husk at Korthulsbanen altid er åben, så selvom Triobanen i kortere eller længere tid holdes lukket, så kommer du ikke helt forgæves til golfklubben.