TLF. 75 85 81 85

IBÆKVEJ 46, 7100 VEJLE

VGC vil løfte elitearbejdet til medaljehøjde

Mandag 09. november 2020

(Spilleransvarlig i eliteudvalget; Claus Møller Christesen)

Vejle Golf Club vil fremme elitearbejdet og har en visionær plan for at løfte niveauet blandt klubbens dygtigste golfspillere. Sportsudvalget har derfor nedsat et målrettet eliteudvalg, der skal varetage arbejdet med at løfte herreholdet tilbage blandt de bedste og give dameholdet den nødvendige gennemslagskraft i spillet om DM-medaljerne. 

”Vi skal videreudvikle elitekulturen i Vejle Golf Club, og det indebærer, at vi gerne vil tiltrække et antal dygtige damer og herrer til den eksisterende trup, så vi får det bedste udgangspunkt”, siger Claus Møller Christensen fra det nye eliteudvalg, der i tæt samarbejde med Sportsudvalget har revitaliseret visionen for eliten i Vejle Golf Club

Tilbyder bedre træningsforhold
”For at nå målene skal træningen intensiveres, og der skal arbejdes fokuseret. For at opnå resultater har Vejle Golf Club indgået samarbejde med Motus Fitness, for at spillerne opnår øget fysisk styrke og smidighed. Motus Fitness har lavet træning skræddersyet til golf. Centret samarbejder med det danske landshold og frekventeres af flere professionelle spillere, så vi ved, at VGC’s elite er i de bedste hænder”, fortæller Claus Møller Christensen.

Der skal også arbejdes mere med den mentale side af spillet. Derfor tilknyttes en specialist til truppen, nemlig mentalcoach Marianne Linde, som kan give spillerne de nødvendige værktøjer til at holde styr på tanker og følelser på banen og fokusere på det enkelte slag.

Øger træningsmængden
Ifølge Vejle Golf Clubs nye visionsplan øges antallet af timer med træneren. Det skal være med til at sikre, at der arbejdes både med spillerens tekniske udvikling, men også med spillet på banen. Træningen er både individuelle timer og holdtræning, hvor forståelsen for sving og resultater udvikles. Samtidig udvides træningen til en større del af kalenderåret, blandt andet fordi Vejle Golf Club har investeret i to nye golfsimulatorer med Trackman, som eliten får adgang til.

Kontakt den spilleransvarlige
”Har du som elitespiller lyst, vilje og evne til at være en del af Vejle Golf Clubs vision, så kontakt os snarest for en uforpligtende snak”, siger eliteudvalgets spilleransvarlige, Claus Møller Christensen, tlf. 30 13 71 00, eller på mail claus@30137100.dk.