False

TLF. 75 85 81 85

IBÆKVEJ 46, 7100 VEJLE

Et vigtigt slag for Linette

Onsdag 26. februar 2020

En af Vejle Golf Clubs dygtigste golfspillere, Linette Holmslykke, har besluttet sig for at leve af sit golftalent. Hun fik fem dage til at beslutte, om hun ville være playing pro, efter hun kæmpede sig igennem tourskolen og netop ikke opnåede fuld spilleret på dette års tour. Men enkelte invitationer bliver det til, og i disse uger er Linette fløjet til Australien for spille med de bedste golfspillere på Ladies European Tour.

Debut i sidste uge i Australian Ladies Classic, på det smukke Bonville Golf Resort.
Linette Holmslykke klarede cuttet, men måtte dog igennem tre en halv times neglebidning fredag eftermiddag, inden det var sikkert. Lørdagens ”moving day” gik i den forkerte retning med en score +3, men søndagens runde var godkendt par 72.

”Jeg skal blive bedre til at score for at klare mig i den væsentligt hårde konkurrence, som der er her på touren”, konstaterede Linette efter turneringen. Hun tjente 690 euro for en delt 61. plads. Men så var der jo lige 17. hul. Par 3. i dagens anledning 148 meter til pinden. Her sendte Linette bolden i hul med et 5 jern.

”Det blæser, men på grund af træerne er det svært helt at afgøre retningen. Der er vand foran green, så jeg vælger det lange jern. Jeg slår lige i retning mod pinden, men bolden skruer ud til venstre. Greens er hårde, så boldene hopper og ruller, og min springer mod højre – og ruller i hul”, fortæller Linette Holmslykke.

Præmien for det slag var en Mitsubishi SUV til en værdi af 30 tusinde australske dollars, som Linette kan tage med sig, og det kommer til at betyde en kæmpe forskel i disse første måneder som professionel.

Linette har endnu ikke fundet sig sponsorer eller økonomisk opbakning, men dette slag på en solbeskinnet søndag i det østlige Australien kan finansierer de kommende turneringer. I morgen starter Women’s NSW Open i Dubbo Golf Club, hvor Linette starter kl 12.05 lokal tid (2 om natten i DK).

Hun har også adgang til næste turnering i Sydafrika, men derefter kommer det an på, hvem som deltager.

 LET kommer først til Europa i maj, til Frankrig.

Blot som service info skal det fortælles, at Linette Holmslykke også lavede en flot hole in one i DM slutspillet sidste år i Århus Golf Club, og det var hendes femte hole in one i alt. Men unægtelig det bedst betalte!