TLF. 75 85 81 85

IBÆKVEJ 46, 7100 VEJLE

Golf fremmer fællesskab - også om onsdagen

Onsdag 13. september 2023

Vejle Golf Clubs 9 hullers onsdagsturnering har altid heddet Kaninmatchen, og det kan måske få nogle af klubbens medlemmer til at tro, at dette er et arrangement forbeholdt begyndere, men sådan er det ikke.

Den hyggelige match er både for TRYOUT’ere, der er frigivet til spil på stor bane, og for klubbens erfarne medlemmer, der gerne vil deltage i fællesskabet om golf og måske spille nogle andre matchformater, - og fra et teested, som de måske ikke spiller fra så ofte. 

"Det er klart, at de nye medlemmer kan lære en masse af de erfarne - både noder og unoder! - og det er en kæmpe gevinst for dem, men jeg er sikker på, at de erfarne medlemmer også får en masse sjov og hyggeligt samvær ved at deltage. Og der er jo ingen, der forbyder de øvede medlemmer at "spille til", og se om de kan spille op til deres handicap ved disse matcher", siger Erik Nielsen, der er formand for begynderudvalget.

"Hvis vi får flere forskellige deltagere er det er et win-win senarie, for de nye, for klubben og helt sikkert også for de dygtigere golfspillere, når de engagerer sig og møder nogle af vores nyere medlemmer. Så derfor vil jeg opfordre nogle af de drevne golfnørder til at komme og få en god oplevelse. Vi spiller frem til og med onsdag den 27. septemnber", fortæller Erik Nielsen.

Der spilles forskellige formater de forskellige onsdag, både single, par og holdformater, hvor det sociale samvær vægtes. Tilmelding foregår via golfbox, senest kl 12 på dagen og prisen for deltagelse er 25 kr. Dagens bane og format fremgår af golfbox.

Deltagerne mødes ved puttinggreen kl 16.30, hvor scorekortene deles ud, og der er gunstart på dagens sløjfe.

Efter runden er der præmieoverrækkelse og samvær i klubhuset.

PS. På onsdag spiller vi stableford på Parken kl 16.45

Vi glæder os til at se dig!