TLF. 75 85 81 85

IBÆKVEJ 46, 7100 VEJLE

Kom godt på banen

Torsdag 17. oktober 2024

Er du TRYOUT medlem, frigivet til spil på stor bane og kvinde, så tilbyder et nyt tiltag dig hjælp og mulighed for at komme ud og spille på den store bane i godt selskab. Det er Britta M Petersen og Gunhild A. Madsen, der inviterer til Pigegolf; 9 hullers spil på stor bane, og det første runde blev spillet i smukt efterårsvejr tirsdag eftermiddag.
”Næste gang bliver i weekenden den 2. og 3. november, hvor vi håber at kunne få fem-seks nye medlemmer med os på banen”, fortæller Britta M. Petersen. Inden da tilbydes TRYOUT weekendtræning hos klubbens professionelle trænere, som TRYOUT-medlemmerne opfordres til at benytte sig af.

”Helt lavpraktisk booker Gunhild og jeg en starttid, som man så er hjerteligt velkommen til at booke sig ind på. På den måde har vi også styr på, hvor mange vi skal forvente der kommer og spiller med”, fortæller Britta Petersen.
Når vi kommer lidt længere frem i kalenderen, og vejret måske er for surt til at spille ude, så er planen at gå på opdagelse i simulatoren, som tilbyder en række muligheder for at træne og forbedre sit spil.
”Og så er der selvfølgelig det sociale, hyggen ved at mødes i klubben og få et lille pusterum. Det er en af de vigtige grunde til at vi gerne vil gøre en ekstra indsats på at få flere kvinder til at blive engagerede golfspillere”.

Der vil løbende blive lavet opslag om Pigegolf i TRYOUT-medlemmernes facebookgruppe og her på klubbens hjemmeside.

Så fint var vejret tirsdag, da der var premiere på Pigegolf i VGC