TLF. 75 85 81 85

IBÆKVEJ 46, 7100 VEJLE

Bøgematch 13. maj 25

Se billeder fra Bøgematchen 2025

Solrigt og let vind, sådan et vejr kunne de 132 kvindelige golfspillere, som tirsdag den 13. maj deltog i Bøgematch, godt lide – i hvert fald, hvis man skal dømme ud fra scores.

Mere end halvdelen af spillere havde fundet vej fra 21 forskellige klubber i landet. Dagen startede med morgenmad, orientering om Bøgematch og fællessang med guitarakkompagnement fra vores favorit guitarist, Bo Vaaben.

Gunstarten lød kl. 09:30. Vi spillede VGC’s ikoniske baneforløb Parken/Skoven. Efter godt og vel 4 timer var alle inde og efter at have nydt Den Lille Koks frokosttraktement, kunne Bøgematch udvalget, bestående af Jette Hindkjær, Mette Brejnholt, Kirsten Schjødt Larsen og undertegnede, uddele ikke færre end 25 præmier. Vores trofaste sponsorer havde slået til igen. Der var alt fra en gavekort på tapas til 10 personer fra Nordic Food Service, over ophold for to på Munkebjerg hotel til forkælelse på hotel Breitenburg i Nordtyskland.  Klubbens proshop ved Talal Sidani havde bidraget med 3 flotte Daily Sport præmier.

Bøgematch kan naturligvis ikke finde sted uden en masse hjælp fra klubben, som vi er meget taknemmelige for. Dels fragter baneservice de ikke-motoriserede op fra Skoven 3 til hul 4 dels står fire muntre mænd iklædt grøn butterfly klar med forfriskninger på Parken 7 og Skoven 4.

Banen var toptrimmet – greenkeeperne havde vist været i gang siden fra før solopgang og restauranten havde lavet dejlig morgenmad og frokost til os.  

Klubbens omgivelser var optimale med lysegrønne bøgetræer og en skovbund dækket af anemoner.

Der var rift om at komme med til Bøgematch. Den var ”fully booked” på få timer og 8 par endte på ventelisten, som aldrig kom i brug.  Vi takker for de mange positive kommentarer fra deltagerne og håber at se mange af jer til Bøgematch 2026.

På vegne af
Bøgematch 2025
Elisabeth Lemvigh