TLF. 75 85 81 85

IBÆKVEJ 46, 7100 VEJLE

Intern cup med ny profil

Tirsdag 28. marts 2023

VGC Tour Cup

Hvad er nu det? Tænker du nok!

Det er såmænd Intern Cup, som er blevet omdøbt i håb om at det nye navn er mere sigende. Med slet skelen til ”DP World Tour” (tidl. Europa Touren) vil Turneringsudvalget gerne signalere at turneringen er for alle VGC medlemmer, som er frigivet til spil på stor bane, at den er gennemgående og at man optjener points til ranglisten VGC Tour Cup Rankings (du kan følge ranglisten på ”Order of Merit” på Golfbox).

Du kan spille med en eller flere gange. Der er præmieuddeling på dagen efter hver af de 5 turneringer (når alle i rækken er inde).

Samtidig med navneændringen har vi også lavet om på de rækker, som man kan spille i. Mod tidligere 4 rækker, er der fra i år 3 rækker:

  • A-rækken: <15,0 (slagspil) – Tee 55 Herrer/Tee 46 Damer
  • B-rækken:  15,1 – 23,0 (Stableford) - Tee 55 Herrer /Tee 46 Damer
  • C-rækken:  > 23,1 (Stableford) - alle spiller fra tee 46

De points, som man optjener føres ind på en fælles rangliste for hele VGC Tour Cup (tidligere ”mistede” man sine optjente points, hvis man rykkede fra en række til en anden).

Tilslutningen til turneringen har gennemgående været god men der er plads til flere spillere. Vi har spurgt nogle af deltagerne fra sidste år, hvad der fik dem til at spille med.


Annette Seemann (HCP 30,1):

”Jeg har tilmeldt mig nogle af turneringerne for at spille lidt mere i klubben. Det har været hyggeligt, og jeg har spillet med andre, som jeg nok ikke ellers ville komme til at spille med.

Turneringerne kan være med til at give mere klubånd - mere bredt - end klub-i klubben”


Lene Bojesen (HCP 17,7):

”Jeg har deltaget i denne turnering siden det startede. Jeg vil rigtig gerne spille match men har - pga. arbejde - ikke mulighed for at spille med damerne om tirsdagen eller deltage i Regionsgolf. Matchdag på søndage har stor betydning for mig. At det er en gennemgående turnering, er også sjovt.

Det er rigtig hyggeligt at møde nye samt trofaste spillere. Der er altid en god stemning. Jeg kan varmt anbefale at deltage og glæder mig til den nye sæson”.


Lars Bo Cæsius (HCP 17,7):

”Jeg synes, det er godt med en turnering, som er for alle medlemmer, og hvor enhver har mulighed for at spille med medlemmer på ens eget niveau. Samtidig kan man hurtigt komme videre efter sin runde og skal ikke sidde og vente på, at alle deltagere bliver færdige med deres runde. Endelig kan jeg også godt lide ideen om, at man efter tid og lyst kan deltage i en eller flere turneringer og på egne vilkår være en del af fællesskabet i VGC”.


Brian Madsen (HCP 12,3):

”Turneringen tiltaler mig - og andre - da den er gennemgående for sæsonen og samtidig afsluttes efter hver spilledag”.