TLF. 75 85 81 85

IBÆKVEJ 46, 7100 VEJLE

1. division, damer

weekenden den 17. og 18. juni

Så fik vi overstået 2. spilleweekend i 1. Division, hvor vi lørdag skulle møde Stensballegaard på hjemmebane og Gyttegaard ude om søndagen. Vi startede weekenden som nr. 1 i puljen, men vidste, at vi skulle op mod to gode hold.

Lørdag havde vi for første gang sat Charlotte Holst og Anne-Sophie Friis sammen i foursome - og det var et godt match, de vinder en god og sikker sejr på 3/2. Camilla Christensen og Jeanette Henriksen i den anden foursome, måtte desværre se sig slået 1-0. Så inden singlerne stod den 2-2. Vi fik så Stephanie Bertelsen på banen i 1. single, efterfulgt af Camilla, Anne-Sofie og Holst. Det startede pænt skidt i singlerne! Pånær Anne-Sophie, var alle nede ved turnen og Holst var hele 5 nede efter hul 10! Så Holdlederens ellers så normale optimisme forsvandt. Det var virkelig skidt! De spillede alle god golf, men modstanderne var bare skarpere. Men så skete der noget… Holst vandt et par huller i træk, Camilla vandt også nogle huller og Anne-Sophie bevarede sin føring på 2 up. Det så pludselig meget bedre ud. Holst havde fuldstændig fået vendt matchen  og vinder 2-0, imponerende comeback. Camilla imponerede med mental styrke og vinder 2-0 og Anne-Sophie lukker matchen 2-1. Stephanie kæmpede og spillede fantastisk golf, men måtte desværre se sig slået af en meget velspillende modstander.  Så det blev nogle nervepirrende huller for holdlederen - men meget stolt over holdets indsats, der samlet vinder 8-4 mod Steensballegaard.

Søndag havde jeg så sagt til holdet, at de godt kunne lade være med at gøre det SÅ spændende - og i stedet gerne vinde stort i hver match… Vi startede ud med samme opstilling og begge foursomes vinder 2-1 over Gyttegaard. Fantastisk, tænkte holdlederen optimistisk. Men igen var flere af spillerne nede ved turnen i singlerne. Stephanie havde dog igen fundet det prangende golfspil frem og vinder hele 5/4. Godt at nogen havde lyttet til dét med spændingen og vinde stort! Men ak, Anne-Sophie taber 4. singlen på trods af godt spil og både Camilla og Jeanette var nede. Jeanette spiller nogle fantastiske sidste huller og er 1 up inden hul 18 og ligeledes får Camilla vundet hul 17 og 1 ned inden hul 18. I dette øjeblik, med begge matcher på hul 18, bliver matchen dog udsat pga torden. Det bliver så besluttet at stoppe matchen og at hvert hold får en single-sejr. Det giver igen en samlet sejr på 8-4.

En fantastisk holdindsats gennem hele weekenden, hvor alle er gode til at heppe og bakke hinanden op… Og alle på holdet er mentalt utrolig stærke og kæmper til det sidste. Det er samtidig virkeligt et godt sammentømret hold, og en fornøjelse at være en del af. Så nu kan vi gå på sommerferie stadig som nr. 1 i puljen med 3 point ned til nr. 2. Det er mere end godkendt! Og imponerende at vi både har et damehold i toppen af Elitedivisionen og i rækken lige under i 1. Division - det kan vi godt være stolte af!

Og sidst, men ikke mindst, tak til caddies og tilskuere både på hjemme- og udebane. Det er dejligt at se og mærke opbakningen - det har helt sikkert været afgørende i de tætte matcher. Tak!

Holdleder, Charlotte Ludvigsen

----------------------

Så startede sæsonen i weekenden med divisionsmatch for 1. divisions-damerne (Vejles 2. hold). I år har vi fået forstærkning af Stephanie Bertelsen og Christine Duschek-Hansen, hvilket vi er meget begejstrede for. Selvfølgelig pga deres fantastiske golfspil, men deres personligheder passer også perfekt ind på holdet. 

Lørdag mødte vi Gyttegaard på hjemmebane, og vi vidste at matchen ville blive tæt… Vi starter godt ud med to sejre i foursomes, hvor Jeanette og Stephanie vinder hele 6/4 og Anne-Sophie og Christine vinder på hul 18. Vi var meget fortrøstningsfulde inden singlerne. Her kom Charlotte Holst på banen i 4. single og vinder sikkert 5/3 med imponerende spil. Desværre var marginalerne ikke på vores side i de resterende singler, så både Jeanette, Anne-Sophie og Stefanie taber på hul 18. Så holdmatchen ender med at blive delt 6-6.

Søndag tager vi til Aabenraa og da vi ikke tidligere har været i pulje med dem, er vi lidt uvidende om niveau før matchen. Igen starter vi med at vinde de to foursomes, hvor Jeanette/Christine vinder 2-1 og Holst/Ludvigsen vinder 6/4. Vi bliver enige om, at NU skulle vi altså have max point med hjem i matchen! Og det gjorde vi! Jeanette er ude mod Line Vedel med +5 i hcp., og var længe med i matchen - men må til sidst se sig besejret. Anne-Sophie kom ind i single og vandt sikkert 3/2. Holst spillede igen fantastisk og vinder hele 5/4. Christine fik en meget jævnbyrdig match - og er 1 ned inden hul 18. Men får kæmpet sig til en delt match. Flot! Så holdmatchen ender 9-3 til Vejle og vi ligger nu på 1. pladsen i puljen.

Flot indsats af hele holdet i weekenden, og vi har fået skabt et homogent engageret hold, hvor alle er gode til at skabe stemning og holdånd. Vi glæder os til næste runde.

Charlotte Ludvigsen, Holdleder