TLF. 75 85 81 85

IBÆKVEJ 46, 7100 VEJLE

Vejle Golf Club skifter formand...

590 - 6214

Vejle Golf Club holdt mandag aften den årlige generalforsamling med 85 fremmødte medlemmer, og det blev en rolig og kort udgave. Det mest opsigtsvækkende indslag var, da formand Stig Brogård Andersen til sidst under punktet eventuelt offentliggjorde, at han trækker sig som formand, efter at have beklædt posten siden marts 2009.

På et efterfølgende møde konstituerede bestyrelsen sig med Claus Svold som ny formand, og ny næstformand i Vejle Golf Club bliver det nyvalgte bestyrelsesmedlem Lars Skou.

Jørgen Ejlskov forlader bestyrelsen i VGC efter at have siddet der i 12 år.

”Der er sket utroligt meget i VGC igennem den periode. Mest stolt er jeg over den omorganisering, som sikrer de frivillige indflydelse på det udvalg, de arbejder i. Et eksempel er begynderudvalget, hvor der bliver ydet en fantastisk stor indsats, bl.a. med TryOut-konceptet, hvor udvalget selv organiserer og fordeler opgaverne”, fortæller Jørgen Ejlskov, der også rettede en tak til manager Bo Vaaben og til den øvrige bestyrelse for mange spændende opgaver, som er blevet løst tilfredsstillende gennem årene.

Bestyrelsen havde peget på Lars Skou som erstatning for Jørgen Ejlskov i bestyrelsen. Lars Skou er kendt af mange for sit engagement i VB, men også som en driftig erhvervsmand og engageret forælder i VGCs juniorarbejde.

”Jeg er 60 år, far til fem og parat til at yde en indsats for VGC. Der skal ske noget nyt, og vi skal fortsat udvikle Vejle Golf Club – klubånden, sporten og de økonomiske rammer”, fremhævede Lars Skou fra talerstolen, inden han blev valgt uden modkandidat.

Økonomien er forudsætningen for en sund og veldrevet klub, og gennemgangen af det økonomiske resultat – og efterfølgende budget – gav som det eneste punkt anledning til bemærkning fra salen. Det var Holger Madsen, der kritiserede den regnskabstekniske fremgangsmåde med at afskrive omkostningerne ved dræningsarbejdet, år for år, fordi det kan give et forkert billede af økonomien i klubben og en uhensigtsmæssig gæld til banken.

Formand Stig Brogård Andersen pointerede, at det var denne måde, bestyrelsen havde valgt at gøre det på, og også på forhånd havde meldt ud.

Generalforsamlingen godkendte regnskab for 2017, budget for 2018 med en 4 procent kontingentforhøjelse og meddelte bestyrelsen decharge.

Som revisor genvalgtes BDO Vejle.

Jens Jakob Iversen fra juniorafdelingen motiverede valget af Årets Juniorspiller 2017, Johan Christensen;
”Årets juniorspiller i VGC har i 2017 haft en sportsligt imponerende sæson med en handicapfremgang fra 11 til 4,7. Han debuterede som 14-årig på klubbens herrehold, først 3. holdet, derefter 2. holdet, og er ubesejret. Han er ikke kommet sovende til resultaterne, men træner forbilledligt. Igennem sæsonen præsterede han en række flotte resultater, som i september kronedes med klubmesterskabet, hvor han spillede sidste runde i 69 slag”.

Formanden for Sportsafdelingen, Charlotte Holst, motiverede valget af Årets Sportspræstation, Damernes Elitedivisionshold. Holdet har i 2017 spillet en fantastisk forårssæson og vundet sin pulje overbevisende. Desværre gik det ikke holdets vej i slutspillet på Steensballegård, hvor det endte med en 4. plads, men alt i alt ydede holdet en godkendt indsats i 2017, som peger frem mod et spændende 2018 i Elitedivisionen.

Vejle Golf Club har oplevet en medlemstilbagegang på 49 medlemmer, og allerede i indledningen af 2017 søsatte klubben en indsats for bedre at fastholde medlemmerne i VGC. Et af de målrettede initiativer er oprettelsen af Club 37, der tilbyder en række aktiviteter som forlængelse af TryOut for at sikre, at nye medlemmer introduceres endnu bedre til VGC. Formanden for Club 37, Keld Hertz Hansen, tog ordet på generalforsamlingen og nævnte de overordnede retningslinjer for denne nye klub-i-klubben;
”Der bliver aktiviteter lørdag eftermiddage, der kommer nye teesteder (en kortere valgmulighed), der tilbydes holdtræning målrettet 37+ medlemmer, hvor man kommer hele vejen rundt om spillet og der bliver lavet arrangementer af social karakter for at motivere og fastholde de nye medlemmer”, fortalte Keld Hertz Hansen.

Paul Sørensen indtog talerstolen for at fortælle om en vellykket sæson set fra Turneringsudvalget, med god tilmelding, fokus på hurtigere spil, nyskabelser i form af holdturnering (Sidani Proshop turnering) og 37+ turneringer, samt afvikling af samtlige 12 rækker i Klubmesterskaberne.
Paul Sørensen er blevet medlem af klubbens Baneudvalg, og gjorde reklame for Banens Dag, hvor næste samling er på lørdag, den 10. marts.

”Deltagernes opgaver bliver at gøre udvalgte områder mere spilbare og pænere, ved at fjerne grene og rydde op, så greenkeeperne kan komme til med deres klippemaskiner. Samtidig er der også et socialt element, fordi man både møder andre medlemmer på tværs af klubberne i klubben, og også får sat ansigt på de greenkeepere, som arbejder for os i det daglige”, fortalte Paul Sørensen.

I sammenhæng med den store udskiftning, der i år er, bl.a. i turneringsudvalget, opfordrede Paul Sørensen medlemmerne, gerne de kvindelige, til at søge mere indflydelse i klubben gennem deltagelse i udvalgsarbejdet.