TLF. 75 85 81 85

IBÆKVEJ 46, 7100 VEJLE

Historien om VGC

50 år i de smukkeste omgivelser

af Jan Skanerup

Vejle Golf Club er et barn af Kolding Golf Klub. Startet af en lille skare vejlensere, som trådte deres "barnegolfsko" i naboklubben. Absolut ankermand og utrættelig frontkæmper var arkitekt Jens Malling Pedersen, som i byens daværende borgmester Willy Sørensen fandt en førsteklasses støtte til planen om en golfbane i Vejle.
 
Klubben var fra første færd et stridens æble. Golf var i 1970 ikke en grøn familiesport. Sagt lige ud betragtedes den af mange som et ligegyldigt tidsfordriv for velhavere. Det krævede udholdenhed, mod og mandshjerte at gå ind for sporten dengang.
 
I dag virker det uforståeligt for mange; men den skrevne presse var på tæerne i de dage. Saglige og især usaglige artikler fra dengang fylder godt i scrapbøgerne. Det samme gør diverse læserbreve, ofte med så smagløst et indhold, at det nærmer sig det perfide.
 
Imidlertid! Vejle Golf Club stiftedes ved en generalforsamling 19. oktober 1970, og klubben bestod af 28 medlemmer. 1971 påbegyndes banens første 9 huller og 12. august 1972 foretoges den officielle åbning af bane og det klubhus, som medlemsskaren havde lagt store midler og megen frivillig arbejdskraft i.
 
Med skiftende held slog amtmand A. Wamberg, borgmester Willy Sørensen og borgmester H. Bjerre Hansen (Børkop) hver en indvielsesgolfbold. Dansk Golf Unions repræsentant John Grice holdt tale og overrakte "golfbibelen" Golfers Handbook, På dagen bestod "banen" af en 6 hullers par 3 bane og en driving range.
 
I forsommeren 1973 blev de første ni huller åbnet for spil og i '74 kom yderligere 2 huller til, samtidig med at en ny driving range samt ny par 3 bane anlagdes.
 
Klubben levede indtil 1976 med en 11-hullers golfbane. Dette år påbegyndtes de sidste 7 huller,  bl.a. ved hjælp af unge ledige, som kommunen stillede til rådighed. Dette gik ikke stille af. Der var demonstrationer foran byens rådhus og i selve byrådssalen. En ubehagelig og turbulent tid. Men! Da først arbejdet kom i gang, forløb alt flot og tilfredsstillende. Og gad vide, om mon ikke en enkelt eller to, som dengang var "tvangsudskrevet", i dag henter glæde og livskvalitet ud af det golfanlæg, som tæller sig blandt rigets ypperste. Vi er mange myndigheder og nævn stor tak skyldig for opbakning ved "fødslen" i en vanskelig tid.
 
I 1977 åbnedes 18-hullers banen for spil og 2. maj 1992 var ringen sluttet med endnu ni huller og det velkendte 27-hullers anlæg med de tre ligeværdige 9-hullers sløjfer, som i dag nydes af medlemmer såvel som gæster fra nær og fjern.
 
Ønskes yderligere oplysninger eller eventuelt et foredrag om Vejle Golf Club, står klubbens officielle "historievogter" Jan Skanderup altid til rådighed.