TLF. 75 85 81 85

IBÆKVEJ 46, 7100 VEJLE

Uændret kontingent i Vejle Golf Club

Fredag 10. marts 2023

Vejle Golf Club holdt torsdag aften sin ordinære generalforsamling i Fjordsalen på Munkebjerg Hotel.

51 medlemmer var mødt frem og de kunne høre formand Claus Svold berette, at klubben har fastholdt antallet af medlemmer, som er grundlaget for en sund økonomi, der giver muligheden for at investere i en rigtig god bane, som bliver bedre og bedre år for år.

Klubben har i Den Lille Kok fået en gave, i skikkelse af en forpagter, der er rigtig dygtig til både at drive en forretning og støtte op om klublivet, så det er en fornøjelse at færdes i golfklubben og en glæde at frekventerer restauranten.
I sæson 2022 har Vejle Golf Clubs opnået sportslig succes, alle klubbens elitehold er forblevet i deres rækker, og der er flotte resultater fra klubbens juniorer. Kronen på værket var elitedamernes sølvmedaljer ved hold DM efter en neglebidende spændende finale mod damerne fra Smørum. For den præstation udnævntes dameholdet til ”Årets Sportspræstation” i Vejle Golf Club.

De eneste planlagte projekter, som det ikke lykkedes klubben at realiserer i 2022, var byggeprojekterne, der blev udskudt efter råd fra entreprenøren, da priserne på byggematerialerne steg ud over det budgetterede i 2022. Beslutningen er nu at starte byggeprojekterne i efteråret 2023 og få dem afsluttet i løbet af første kvartal af 2024.

Formanden rundede sin beretning af med at takke alle de mange frivillige, der får aktiviteterne i klubben til at ske og tilføre klublivet glød og glæde.

Klubbens manager Bo Vaaben fremlagde årets regnskab, der viser et overskud på omkring en halv million kroner, hvilket er lidt mere end det budgetterede beløb. Årsagen er dels momsrefusion på 300 tkr og dels udskydelsen af de planlagde byggeprojekter. Generalforsamlingen godkendte regnskabet og gav decharge til bestyrelsen, ovenikøbet med klapsalver.

I budgettet for 2023 foreslog bestyrelsen at holde kontingenterne i ro, forsat holde fokus på hvervning af medlemmer og at tiltrække greenfeegæster, som kan supplere indtægterne. I forhold til de stigende varmeomkostninger undersøges det med hjælp fra Vejle Kommunes konsulent at omlægge til jordvarme og solceller, fremfor det nuværende gasfyr.

Valgene var hurtigt overstået
Klubbens revisor, BDO, fik genvalg, og det samme gjorde bestyrelsesmedlemmer Judith Domino, Charlotte Holst og Torben Pedersen, og dermed kunne generalforsamlingens dirigent, Lars Dahl-Nielsen, efter en times møde takke de fremmødte for god ro og orden, og formand Claus Svold ønske en rigtig god golfsæson 2023 til alle klubbens medlemmer.