Fredag 04. marts 2022
”Det går rigtigt godt i vores klub”. Sådan indledte formand Claus Svold sin beretning, da Vejle Golf Club torsdag aften holdt den årlige generalforsamling på Munkebjerg Hotel. 41 stemmeberettigede medlemmer var mødt frem til en rolig og kortvarig samling, der bød på genvalg og godkendelser af beretning, regnskab og budget.
Ekstra overskud
Økonomien i Vejle Golf Club er så god, at generalforsamlingen endnu en gang kunne stemme for en fortsættelse af det nuværende kontingent, trods igangværende forbedringer af både træningsfaciliteter og bygninger.
”Der er to væsentlige årsager til overskuddet i år. Dels modtog klubben 400.000 kr i momsrefusion, og dels er de to store byggeprojekter blev forsinket, men bliver i stedet gennemført i 2022, hvor pengene så får ben at gå på”, forklarede formanden, der også håber, at mindst 100 medlemmer igen i 2022 vil bakke op om klubbens ansøgning om at få del i puljen med momspenge.
Skaf nye medlemmer
Claus Svold opfordrede dog i sin beretning medlemmerne til fortsat at være aktive i indsatsen for at hverve nye medlemmer til fællesskabet, og han fremhævede den belønning i form af gavekort til klubbens restaurant, som man får for at rekruttere. At fastholde medlemstallet år for år er den væsentligste indtægtskilde i klubben, og grundlaget for, at vi kan opretholde en høj standard på banen.
Velkommen til ny restauratør
Claus Svold opfordrede alle til at gå i restauranten og møde den nye forpagter, Camilla Lysen, som han mener er et fund for klubben. ”Hun driver i forvejen en cateringsvirksomhed med selskaber og levering af mad ud af huset, og passer rigtigt fint ind i klubben”, sagde Claus Svold.
Formanden rundede sin beretning af med at sende en stor tak til alle de frivillige, greenkeeperne, pro’erne, baneservice og klubbens sekretariat.
Enestående flot præstation
Årets sportsnavn i VGC 2021 er Cecilie Eggersen, der trods sine blot 16 år har ydet bemærkelsesværdige resultater.
”Det blev til 4 turneringssejre og tre andenpladser, en fremtrædende rolle på damernes elitedivisionshold samt udtagelse til pigelandsholdet, hvor hun fortsætter sin udvikling. Vi møder hende ofte på træningsbanen, for resultaterne er ikke kommet ud af den blå luft, men fordi hun er en særlig forbilledlig idrætsudøver”, lød det blandt andet i motivationen, der blev leveret af Anders Nørgaard fra klubbens Sportsudvalg.
Genvalg til alle
På valg til bestyrelsen var Claus Svold, Jan Haugsted Petersen og Søren Priess Gade, der alle modtog genvalg, ligesom BDO revision genvalgtes til opgaven som revisor for golfklubben.
Efter en time og tre minutter kunne Claus Svold takke de fremmødte for god ro og orden og ønske alle en rigtig god golfsæson, der officielt sættes i gang om en måned, søndag den 3. april, med standerhejsning og åbningsturnering.