Fredag 08. november 2024
Vejle Golf Club har i dag fået besked om, at klubben modtager 293.053 kr i momsrefusion og de rare penge vil komme medlemmerne til gode i og med, at de bruges på drift af banen.
”Jeg vil gerne udtrykke en stor ”tak for donationerne” til de 100 medlemmer, der har givet klubben en donation på hver 200 kr.”, siger formanden for Vejle Golf Club, Claus Svold.
”Vi kan kun søge om momsrefusionen, når vi har de minimum 100 donationer af 200 kr., så vi er meget taknemmelige for, at vi siden 2017 hvert år har kunnet finde mindst 100 medlemmer, der har villet bidrage. Og tallene viser jo også, at det lønner sig for klubben. Hver 200 kr. seddel fra et medlem har i år givet klubben 2.930 kr. oven i”, understreger formanden.
Hvad bruges pengene til denne gang?
Klubben ved aldrig, hvor stor refusionen bliver, da den ikke kun afhænger af vores egen moms, men i høj grad af, hvor mange andre foreninger, der søger puljen til delvis momsrefusion. Beløbet optræder derfor heller ikke i budgettet, men pengene vil blive anvendt til banedriften, hvor der i det kommende år blandt andet vil blive investeret i robotklippere, der skal sættes i arbejde på Parkens fairways”, fortæller formanden.
Vi spørger jer igen
Medlemmerne af Vejle Golf Club kan forvente igen i næste sæson at blive opfordret til at donere et beløb, så vi igen kan søge momsrefusion.
Reglerne kræver at mindst 100 personer støtter klubben med en gave på minimum 200 kroner. Af det donerede beløb kan gavegiveren få et skattemæssigt fradrag på ca. 30%, så den reelle udgift for gavegiveren er væsentlig lavere end donationens størrelse.
Er du interesseret i at vide mere om momsrefusionsordningen, kan du læse mere her