TLF. 75 85 81 85

IBÆKVEJ 46, 7100 VEJLE

Ny golfsæson – nye vaner

Tirsdag 18. marts 2025

Turneringsudvalget i Vejle Golf Club har planlagt en række attraktive turneringer i perioden fra april til september, såvel nyere som traditionsrige, der giver klubbens medlemmer rig lejlighed til at teste konkurrencegenet, møde en masse andre af klubbens medlemmer og samtidig dyste på vores dejlige golfbane. Årets første turnering er Åbningsturneringen søndag den 6. april, hvor der traditionen tro er morgenmad, efterfulgt af standerhejsning og gunstart.

6 dages tilmeldingsfrist
En nyskabelse fra klubbens ledelse, som det er vigtigt at gøre opmærksom på, er den ændrede tilmeldingsfrist for alle vores turneringer, der betyder, at deltagerne fremover skal melde sig til senest 6 dage før turneringen spilles.

”Vi håber at medlemmerne vil tage denne ændring til sig og vænne sig til at tilmelde sig et par dage tidligere end det før har været tilfældet. Hvis medlemmerne gerne vil have tilbud om at deltage i turneringer, så er dette en nødvendighed, idet tilmelding i sidste øjeblik ikke længere vil være muligt. Hvis der 6 dage før en turnering ikke er tilstrækkelige tilmeldinger til at gennemføre en turnering, vil den desværre blive aflyst”, fortæller Jette Hindkjær fra turneringsudvalget.

Hvis du er nysgerrig efter at vide mere om de generelle retningslinjer for klubbens turneringer, kan du læse mere i klubbens turneringsguide

Gælder alle aktiviteter
Det er ikke bare ved deltagelse i klubturneringer, at vi skal ændre vaner. Det gælder også ved deltagelse i klub-i-klubben-aktiviteter, at vi fremover skal melde os til senest 6 dage inden aktiviteten afvikles. Derved opnår klubben, at de tider, som var reserverede, men ikke udnyttede, frigives til fri afbenyttelse for alle klubbens medlemmer, og vi som klub opnår en mere effektiv udnyttelse af banen.

Klubbens weekendarrangementer med gunstart vil fremover starte kl. 8.30, og årsagen er, at gunstarter kræver, at banen lukkes to timer før turneringen skal starte. Ved at starte om morgenen frigives starttider om eftermiddagen, som så kan komme de medlemmer til gode, som ikke deltager i turneringen. Skal der ske afvigelser fra denne regel, skal beslutningen godkendes af bestyrelsen.

Oversigten finder du her
Du kan finde en oversigt over alle planlagte klubturneringer her