Onsdag 17. september 2025
Andreas Hedegaard Maj kom for fem år siden i erhvervspraktik i golfklubbens greenkeeperstab. Det primært udendørs arbejde føltes godt og frit, og selvom han blev tilbudt læreplads, takkede han nej og var i stedet ansat som arbejdsdreng. Efter et års ansættelse tog han imod tilbuddet om en læreplads. Nu har han så bestået svendeprøven med gode karakterer, og har fået et fint diplom på, at han er udlært greenkeeper.
”Vejle Golf Club er en god arbejdsplads med mange dygtige kollegaer, med mange forskellige faglige kvaliteter. Jeg har haft fornøjelsen af at hjælpe med til at bygge på driving range og den varme hal til greenkeeperne, og lært en masse om golfbanen og en masse om greenkeeping, fordi anlægget er så stort og byder på både vedligehold og udvikling, hvor man konstant har nyt at forholde sig til.
"Jeg sammenligner selvfølgelig, når jeg går på skolen og møder elever fra andre klubber, der kan fortælle om deres arbejdsplads. Der er stor forskel, men jeg kan mærke, at vi i Vejle har gode forhold".
Greenkeeperuddannelsens svendeprøve er delt op i en teoretisk og en praktisk del, over et skoleforløb på tre uger, hvor den teoretiske del for Andreas vedkommende handlede om hazard og vanding, mens den praktiske opgave blev løst i en gruppe sammen med tre kollegaer og omfattede arbejdet med reetablering af bunker og et nyt teested, samt daglig pleje af tre golfhuller.
”Vi byggede en bunkervæg af gamle udslagsmåtter i stedet for tørv, og det endte som et godt projekt, hvor man genbruger materialer, som enhver golfklub ligger inde med. Det nye teested var oprindeligt en meter over fairway, hvor vi sænkede højden med 80 centimeter og skabt en forhøjning omkring teestedet, så det kom til at ligge i en skål, hvilket gav en flot optisk effekt, fordi man kom til teestedet fra et lavere liggende hul”, fortæller Andreas Hedegård Maj. Efter at have gravet jorden af, etableret et vækstlag på 20 centimenter blev der lagt rullegræs på hele 320 kvadratmeter, hvilket gav et par lange arbejdsdage, men også et flot resultat, der blev rost”.
Andreas Hedegaard Maj skal i trøjen i det danske militær – hos Livgarden – hvilket bliver en helt ny og spændende udfordring.
Andreas er blevet ivrig golfspiller efter han startede i VGC, og han har med stor fornøjelse spillet med sine greenkeeperkollegaer rundt i de forskellige klubber, hvor eleverne kommer fra.
”Man ser med helt andre øjne på banen, når man er greenkeeper. Vi har haft mulighed for at få et kig ind i greenkeepergården i de forskellige klubber, som vi har besøgt, og fået fortællingen fra de forskellige arbejdspladser, hvor nogle er begunstiget af mange ressourcer, kollegaer og en stor maskinpark, mens andre har det lige modsat. Men de har alle en golfbane, der er åbne for spil, og får hverdagen til at fungere. Det har været spændende og lærerigt at få indblik i”, fortæller Andreas.
Vi ønsker Andreas STORT TILLYKKE og rigtig god og udbytterig tid hos Livgarden.
Hele det nye hold fra greenkeeperuddannelsen, med Andreas forrest i midten!
