LØRDAG – UDE MOD VARDE
Herrernes førstehold tog lørdag hul på sæsonen med en udekamp mod Varde Golfklub. Vejret bød på kraftig vind og hurtige greens, hvilket satte ekstra krav til præcision og koncentration.
Foursome-matcherne var generelt tætte. Debutanten Nicolai Dandanell og den unge veteran Johan Christensen sikrede de eneste 2 point ud af 6 mulige, mens de to øvrige matcher desværre blev tabt med små marginaler. Det betød, at Varde kunne gå til pause med en føring.
I singlerne skulle der derfor rettes op, og endnu en debutant, Jesper Drongstrup, leverede varen med en sikker sejr og 2 point til Vejle. Herefter fulgte stærke præstationer i de næste tre singler, som tilsammen bidrog med 7 ud af 8 mulige point. Dermed blev det op til 1. og 2. singlen at sikre sejren, men her viste Varde-spillerne sig stærkest og trak det længste strå.
Kampen endte derfor uafgjort 9-9, og Vejle kunne tage ét vigtigt og velfortjent point med hjem.
SØNDAG – HJEMME MOD ESBJERG
Søndag ventede sæsonens første hjemmekamp på Sletten/Parken – en kamp, der var præget af ustadigt vejr, men stor gejst i truppen. Gæsterne fra Esbjerg mødte op med et stærkt hold, men motivationen var til at tage og føle på hos Vejles spillere.
Det blev tydeligt i foursomes, hvor Mikkel Iversen og Kasper Jepsen hurtigt kom 3 up efter fire huller og kontrollerede matchen derfra. En lidt usikker afslutning kostede et par huller, men de holdt fast og vandt 1/0. De to øvrige matcher bød på flot spil og endte med én sejr og én delt, hvilket gav Vejle en komfortabel 5-1 føring efter første runde.
Desværre blev singlerne en helt anden historie. Trods jævnbyrdige matcher og hård fight i samtlige seks opgør, manglede marginalerne hos Vejles spillere. Alle singler blev tabt, og Esbjerg vendte dermed kampen til en samlet sejr på 13-5.
Resultatet var en skuffelse, men holdet bevarer troen på overlevelse i den tredje bedste række. Særligt næste spillerunde – en vigtig hjemmekamp mod Varde – bliver afgørende for sæsonens videre forløb.